Øv! Dårlig (jule)stemning.....
(Fortsættelse fra dette indlæg)
(Som regel plejer jeg ikke at skrive personlige indlæg, men jeg kan simpelthen ikke lade være! Så hvis I læser dette kære familie, må I forstå, at jeg ikke vil nedgøre nogen, men snarere give udtryk for min frustration.)
(Som regel plejer jeg ikke at skrive personlige indlæg, men jeg kan simpelthen ikke lade være! Så hvis I læser dette kære familie, må I forstå, at jeg ikke vil nedgøre nogen, men snarere give udtryk for min frustration.)
Som et sidste indlæg om min jul i det jyske i år.
For at det ikke skal være løgn her i juledagene, så ville min far også bestemme, at vi (nok især mig) ikke måtte spørge min søster for meget til hendes kæreste, da det "ville være upassende og gøre hende ked af det"! Det kom meget uventet, og heldigvis var både min mor og jeg enige om, at der ikke skulle være nogle restriktioner på, hvad vi kunne tale om. Men igen.......
For at det ikke skal være løgn her i juledagene, så ville min far også bestemme, at vi (nok især mig) ikke måtte spørge min søster for meget til hendes kæreste, da det "ville være upassende og gøre hende ked af det"! Det kom meget uventet, og heldigvis var både min mor og jeg enige om, at der ikke skulle være nogle restriktioner på, hvad vi kunne tale om. Men igen.......
JEG VAR MÅLLØS! HVAD BILDER HAN SIG IND?
Min søsters kæreste er blevet opereret, og det går ikke så godt efter operationen, og det er selvfølgelig hårdt - også at tale om! Men hvad fanden bilder min far sig ind, at jeg ikke måtte spørge ind til det? I vores familie har vi altid talt om tingene, og alt er blevet gennemanalyseret!
JEG FORSTÅR DET IKKE? HVAD SKER DER FOR HAM?
Eftertanker: På trods af alle disse ubehagelige oplevelser, tror jeg ikke, at jeg som sådan har brug for en psykolog lige pt. eller nogle nye handlemåder til at undgå familiestridigheder. Jeg har altid været en ret sensitiv person og har gået en del hos en kognitiv psykolog (pga. en svær tid) , og jeg vælger at anvende de redskaber, jeg har fra den tid. Derfor revurderer jeg julens oplevelser og kommer dertil, at jeg nok er nødt til at lade mine forældre tænke deres, da de er fra en anden tid og har/har haft et helt andet liv end mit. De har jo kendt hinanden, siden de var 15 år, og de har fået børn, da de var i starten af tyverne. Et liv meget modsat mit liv, hvilket kan forklare vores divergerende meninger og værdier.
At det så føles, som om de synes mere om mine søskende, kan og bliver jeg nødt til leve med. Jeg kan jo fx selv lede samtalerne med dem nogle andre steder hen, så "fortællingerne om det korrekte" bliver lidt færre.
Siden min lille nevø blev født, har mine forældre hjulpet meget til hos min søster, bla. nu fordi hendes kæreste er syg, men også generelt er de meget sammen. De bor tæt på hinanden, mens jeg i sin tid valgt at flytte langt væk til Sjælland. Og jeg må sige, at det ikke er noget for mig at være såå meget sammen med mine forældre. Så jeg må nok bare finde mig i, at jeg ikke er så tæt med dem (mere, som da mine børn var små) og måske aldrig kommer det pga. forskellige livslinjer.
Samtidig vil jeg dog give mig selv lov til at tage afstand fra min familie, når der er noget, jeg ikke bryder mig om. Jeg vil hjælpe dem til at skille skæg fra snot og fortælle dem det på en god og pædagogisk måde, så jeg forhåbentlig ikke støder dem. For jeg elsker mine forældre og hele min familie meget dybt, det er måske bare ikke altid det lige kommer frem på den praktiske måde, som de gerne vil mærke det.
Eftertanker: På trods af alle disse ubehagelige oplevelser, tror jeg ikke, at jeg som sådan har brug for en psykolog lige pt. eller nogle nye handlemåder til at undgå familiestridigheder. Jeg har altid været en ret sensitiv person og har gået en del hos en kognitiv psykolog (pga. en svær tid) , og jeg vælger at anvende de redskaber, jeg har fra den tid. Derfor revurderer jeg julens oplevelser og kommer dertil, at jeg nok er nødt til at lade mine forældre tænke deres, da de er fra en anden tid og har/har haft et helt andet liv end mit. De har jo kendt hinanden, siden de var 15 år, og de har fået børn, da de var i starten af tyverne. Et liv meget modsat mit liv, hvilket kan forklare vores divergerende meninger og værdier.
At det så føles, som om de synes mere om mine søskende, kan og bliver jeg nødt til leve med. Jeg kan jo fx selv lede samtalerne med dem nogle andre steder hen, så "fortællingerne om det korrekte" bliver lidt færre.
Siden min lille nevø blev født, har mine forældre hjulpet meget til hos min søster, bla. nu fordi hendes kæreste er syg, men også generelt er de meget sammen. De bor tæt på hinanden, mens jeg i sin tid valgt at flytte langt væk til Sjælland. Og jeg må sige, at det ikke er noget for mig at være såå meget sammen med mine forældre. Så jeg må nok bare finde mig i, at jeg ikke er så tæt med dem (mere, som da mine børn var små) og måske aldrig kommer det pga. forskellige livslinjer.
Samtidig vil jeg dog give mig selv lov til at tage afstand fra min familie, når der er noget, jeg ikke bryder mig om. Jeg vil hjælpe dem til at skille skæg fra snot og fortælle dem det på en god og pædagogisk måde, så jeg forhåbentlig ikke støder dem. For jeg elsker mine forældre og hele min familie meget dybt, det er måske bare ikke altid det lige kommer frem på den praktiske måde, som de gerne vil mærke det.
