Hækleskole vol. 8: Når hækleopskriften driller?


Når hækleopskriften driller, er det meget nemt at give op og blive sur på både sig selv, opskriften og den, der har lavet opskriften. Det er meget nemt at skælde ud på opskriften og designeren fx på forskellige facebooksider. MEN der er heldigvis andre muligheder.

En opskrift kan drille på flere måder, fx kan det være, at resultatet ikke bliver som på billedet i opskriften, eller så er opskriften svær at forstå.

Når jeg hækler og designer, er det MEGET ofte, at arbejdet går i hårknude, og jeg hverken kan komme frem eller tilbage. I de svære tilfælde vælger jeg at lade arbejdet ligge et stykke tid for at vende tilbage til det senere.

Hvis resultatet ikke er pænt, har jeg selv erfaret, at jeg lige skal tjekke hæklefastheden en gang til. Jeg hækler ret løst, og nogle hækledesignere hækler meget stramt. Mit råd er da at kigge på hæklefasthed, garn og løbelængde og evt. bytte hæklenålen ud eller prøve med noget andet garn.

Man skal også tænke på, at hver gang man starter med noget nyt, dvs en ny opskrift, så kan der være teknikker, man måske ikke har prøvet før - eller teknikker, som er en smule anderledes, end dem man kender. En stangmaske kan fx lige pludselig være en forlænget stangmaske. Og hvis man ikke kender designeren i forvejen, skal man også lige vænne sig til dennes måde at skrive opskrifter på. Så opgiv ikke.

Samtidig kan det hæklede arbejde heller ikke være helt perfekt fra starten, og det billede, der evt. er på opskriften er en model hæklet af designer, der har gennemhæklet opskriften flere gange og fx hæklet i mange år. Desuden er modellen på en opskrift også en model hæklet særligt pænt til at komme på opskriften/i hæklebogen.

Det kan da også være, at den opskrift/bog, man har købt, er med mere kompliceret opskrifter, end man havde regnet med. Og der kan desværre også være fejl i strikke- og hækleopskrifter. Som regel kan man få kontakt til designeren, og får denne til at hjælpe med vanskelighederne. Jeg har fx min email på alle mine hækleopskrifter, således at man kan maile til mig, hvis man har problemer eller spørgsmål.


Populære opslag