Keramisk fødselsdagsgave på en lykkelig hurlumhej-dag

I fredags kom vores kære venner Nina og Michael og deres to drenge på besøg på et lille mellemvisit fra deres rejse hjem fra Bornholm. Med sig havde de min fødselsdagsgave. Jeg vidste det ikke, men havde gættet, at det måske var noget keramik fra min (og vores venners) yndlingskeramiker "LOV I LISTED".

Jeg vidste, at de skulle til dejlige Bornholm (hvor vi ofte med glæde har været med andre år), og Nina og jeg havde til min fødselsdagfest for et par uger siden talt om tekanderne fra LOV.

Og det var en tekande i blå, som passer til mine krus uden hank. Se tidligere indlæg her. Jubi hvor er jeg bare glad!




Og kanden har været i brug her hjemme HVER dag siden, på trods af at vi er inkarnerede kaffedrikkere med hang til hele bønner fra Afrika. Nu står den på den gode Earl grey og grøn the.


Se lige hvor smuk og enkel, kanden er, og så hælder den uden problemer. Jeg synes nemlig også, at man kan få mange flotte tekander, som har en elendig hældefunktion. Fantastisk!

Så jeg er vist nærmest lykkelig!

Det skal så lige siges oveni, at det i fredags faktisk var min kære kæreste Renos fødselsdag. Så vi fik spist kanelbullar hjembragt fra Sverige af vores venner, jeg fik min tekande, og vi holdt Renos fødselsdag med udpakning af gaver og læsning af fødselsdagskort. Samtidig var vennerne jo egentlig kun på gennemrejse. Tusind tak kære Nina og Michael!

Sådan en skøn og hurlumhej dag!

Populære opslag