Fast craft or slow craft - slow food eller fast food? Tanker om kreativitet og produktivitet!

Jeg er begyndt at spekulere meget i og på, hvordan vi forskellige krea-mennesker har det forskelligt med det, vi laver. Nogle er vildt hurtige og laver enormt meget på kort tid, mens andre koncentrerer sig om noget særligt i længere tid. Når jeg hækler, tager det jo fx tid at blive færdig med noget, og jeg er typen, der er langsom og gør mig ekstra (måske for meget) umage med, at det ser pænt ud, og finishen er god. Så jeg er nok mest til slow craft.

På alle de sociale medier - facebook, blog, IG - er der mange, der laver en masse skønne ting på meget kort tid, og der er flere, der starter butikker eller virksomheder op, både på nettet og fysisk. Det er vildt spændende at følge med i, og jeg tænker på, hvor modigt det er at lave sin hobby til sit arbejde. 

Når man fx starter en butik op, så følger der jo et ansvar med, om at man skal producere noget, så der er noget at sælge (af). Og her tænker jeg - for mit vedkommende - at det ikke må gå ud over kvaliteten eller finishen af produkterne. 

Jeg vil selv gerne producere meget meget mere end jeg gør pt, og jeg vil også gerne lave min egen virksomhed evt. sammen med nogle andre, men jeg er ikke sikker på, at det kan lade sig gøre, da hækling (som er mit domæne) tager tid, og fordi jeg fx hellere trævler det hele op, hvis jeg ikke er tilfreds.

Dette er ikke en kritik af nogle eller nogen, for jeg har stor respekt for alle I skønne kreamennesker, men bare tanker om kreativitet og produktivitet, kvalitet og kvantitet.

Populære opslag