Mindreværd - integritet



For nogle dage siden skrev jeg, om hvordan jeg kan få store mindreværdskomplekser i perioder, når det fanger mig. 

Jeg kan fx også blive bange for, at folk ikke kan lide mig, hvis de ikke hilser ligeså overstrålende på mig som på andre. Fx igår i Boxland. De ansvarlige for Boxland kom hen og hilste på os stadeholdere, og jeg syntes, at de ligesom sprang mig over. Som om de kendte de andre bedre end mig, eller bedre kunne lide de andre, eller syntes, at det var en mærkelig krea-bod, jeg havde.  Jeg ved ikke, hvorfor denne fornemmelse eller følelse kom over mig. Måske fordi oplevelsen pirrede mit mindreværd.

Jeg glemte heldigvis ret hurtigt følelsen og havde en rigtig god dag. 

Men jeg må nok lære af det, at min mindreværdsfølelse vil blive aktiveret i forskellige situationer. Jeg slipper ikke for den, og det er irriterende at tænke på. I de situationer må jeg vende mine tanker med kognitiv psykologi, hvor man vender negative tanker til positive. Jeg må så sige til mig selv, at det ikke nødvendigvis har noget med mig at gøre, og at jeg overreagerer med negative fortolkninger. Min integritet må jeg stole på, og jeg må lade være med at lade små situationer styre mig så meget.

At vende negative tanker lyder let - det er det ikke altid. Men det virker for mig. Hvad der også virker, er at fokusere på noget andet. I situationen igår fokuserede jeg på de andre søde mennesker (der også havde en bod) omkring mig. Det hjalp, og det blev en utrolig hyggelig dag, hvor jeg fuldstændig glemte mindreværdet. 




Populære opslag