At hækle strik, del 6 - Graduering


Noget af det allersværeste ved at hækle tøj (og hækle inspireret af strikkeopskrifter) er at lave designs i forskellige størrelser. Jeg er pt. igang med nogle større projekter, som kræver, at de kan hækles i flere forskellige størrelser.

Mine ponchoer er ikke i ret mange forskellige størrelser, da de for det meste er ret lette at lave mindre eller større blot ved at lave færre eller flere rækker.

Mine huer er også kun i 2-3 størrelser, da det ikke er nødvedigt med flere forskellige størrelser huer. Dog er Zebra-huerne, som ses på billedet, i 4 forskellige størrelser.


Mine hjelme derimod er i alle størrelser, hvilket har været en stor med nødvendig opgave. Da jeg første gang introducerede hjelmene i størrelse M, L og XL, var der flere, der efterspurgte dem i små størrelser til små drenge. Derfor satte jeg mig ned og målte og talte. Så denne opskrift har alle størrelser, som man kan se på billedet.

Det er nemlig sådan med graduering, at det er et meget stort måle- og tællearbejde. Ordet graduering er helt nyt for mig, og det er også nyt at skulle sidde og bruge SÅ MEGET tid på at få det til at passe med tøjstørrelser, nålstørrelser, garntykkelser og løbelængder osv. Det er helt sikkert ikke let.

Og så er jeg jo heller ikke overhovedet uddannet indenfor tekstilbranchen, hvor man sikkert har en masse gode, hurtige og nemme måder at gøre det på. For en størrelse 5 år er overhovedet ikke det samme alle steder og i alle tøjmærker.

Under alle omstændigheder er jeg slet ikke nogen verdensmester (og jeg har egentligt ikke forstand på det overhovedet), men jeg forsøger mig frem og læser om, hvordan andre gør, selvom der ikke er meget konkret at finde om graduering. I første omgang ser det da ud til, at jeg har fundet frem til et nyt design i forskellige størrelser, selvom det godt nok har taget LANG tid med MANGE MANGE udregninger.

Populære opslag