fredag den 30. oktober 2015

By C Gundersen på Roskilde Julemarked 28.-29. november 10-17

Igen i år kommer By C Gundersen på Roskilde Julemarked den sidste weekend i november. Min stand vil befinde sig tæt på caféen regner jeg med, men når jeg ved mere, annoncerer jeg det her.

Og det vil være nogenlunde samme sortiment som sidste år. Et udvalg af hæklede huer, ponchoer, hjelme, puder, nissehuer, blomster, kaktusser, hæklekits, hækleopskrifter m.m. Det er færdigproducerede produkter, kollektionsprøver, udgåede modeller og udstillingsmodeller til gode priser. Huer koster fx 125,- kr. Ridderhjelme 250,- kr. Ponchoer sælges fra 200,- til 500,- kr. Selvfølgelig vil de nye opskrifter og nye designs også være med. Bl.a. puder for 200,- kr. og kits til puder for 70,- kr.

Roskilde Julemarked vil være det eneste sted, hvor man kan kun købe disse varer i et slags OUTLET. Så vil du have fingre i et færdighæklet By C Gundersen produkt, skal du besøge markedet.

Mit firma By C Gundersen har udviklet sig lidt siden sidst, så jeg nu kun sælger hækleopskrifter i webshoppen. Derfor er det ekstraordinært, at jeg på Roskilde Julemarked sælger færdighæklede projekter.