Hækleskole vol. 4: Halvstangmasker i bagerste maskeled (hstm i bml/hstmb)

HÆKLESKOLE

Da jeg i sin tid begyndte at interessere mig for, hvordan man kan omdanne strik til hækling, fandt jeg ud af, hvordan man kan omdanne patentstrik-teknikken til hækling, så det ligner.

Det mest iøjnefaldende design, jeg har lavet, hvor idéen har været at omdanne strik til hækling, er Lone Ponchoen. Lone Ponchoen har jeg efterhånden haft med på mange messer, hvor folk "er blevet snydt". Flere har været fuldstændig overbevist om, at ponchoen var strikket, og der er sågar folk, der har købt opskriften som en strikkeopskrift, men så (heldigvis) er kommet tilbage og har fået pengene tilbage, fordi de ikke kunne hækle.

På messe i Fredericia i oktober 2015 kom der tre damer, og jeg kunne næsten ikke overbevise dem om, at ponchoen var hæklet. De kunne simpelthen ikke forstå det: Hvordan kunne man da hækle sådan - det kunne da ikke lade sig gøre! Og det var da helt sikkert patentstrik, hvad skulle det ellers være?

Men det kan lade sig gøre, og det ligner fuldstændig patentstrik. Det eneste, man skal, er at vende hæklearbejdet på den anden led i forhold til strik, så man får den samme struktur. Når man ud af dette skal designe hæklerier, vil jeg fortælle jer, er det ikke let, da der er rigtig mange forhold at forholde sig til i en kontruktion med denne teknik.

Til denne teknik (for at "efterligne" patentstrik) anvender jeg ganske enkelt som regel halvstangmasker, men hækler dem kun i bagerste maskeled. Og så er det vigtigt, at du med denne teknik, for at den skal virke, hækler frem og tilbage. Strukturen bliver en helt anden, hvis du hækler rundt.

Nogle kalder denne maske for hstm i bml (i bagerste maskeled), jeg kalder den også hstmb. På engelsk hedder det "in blo" (in back loop only).

Her er en god video, hvor du kan se og høre, hvordan du laver hstm i bml.

Populære opslag