Hækleskole vol. 12: Hækling med perler

Når du vil hækle perler ind i dit hæklearbejde, er der to grundlæggende måder at gøre det på.

Du kan enten tage alle perlerne på garnet fra starten af eller du kan hækle perler på efterhånden.

At tage alle perlerne på fra starten, synes jeg, er besværligt, u-dynamisk, kedeligt og mangelfuldt. Det gør jeg, fordi du, før du hækler, skal have besluttet både rækkefølgen og antallet af perlerne. Og dette kan du ikke lave om på undervejs, da perlerne ikke kan skiftes ud. Samtidig skal du bruge en masse tid og energi på at vælge ud og sy dem på garnet.

Når man som mig er vild med at hækle og kun hækle, er det rigtig irriterende at sy og montere på hækling. Jeg foretrækker fx også, at hæklearbejder skal hækles uden syninger eller sammenhæklinger, hvis det kan lade sig gøre. Eller også skal det i hvert flad hækles sammen (og ikke sys sammen), med mindre det ikke giver mening.

At hækle perler på undervejs er efter min mening det sjoveste og det mest kreative og dynamiske, fordi der ikke er et stort forarbejde, og du på denne måde kan vælge perler og farver undervejs.

Teknik til at hækle perler på undervejs:

  • Du har to hæklenåle, den du hækler med og så en mindre hæklenål, som kan gå gennem hullet i perlerne.
  • Du går i gang med at hækle, og når du vil have en perle på, hækler du perlen på midterløkken i fx en stangmaske med den lille hæklenål. Hvilken løkke, du vil hækle i, kan du evt. eksperimentere med, men jeg plejer at tage den midterste.
  • Du skifter hæklenålene.
  • Du hækler hele løkken ind i perlen.
  • Du skifter nål igen.
  • Du hækler resten af masken.

For at perlerne kan træde godt frem i arbejdet, skal du have nogle rimelig store perler, og hvis du fx anvender små perler, kan det være en idé at hækle to perler på ad gangen.

Perlehækling er et stort arbejde, så vælg små projekter. Her kan du se mit "Lærke" pandebånd med perler, som jeg designede i januar måned 2016. Opskriften kan købes i webshoppen her.


Populære opslag