Hækleskole vol. 13: Sammenhækling af firkanter

Man kan hækle sit hækle-arbejde sammen på mange forskellige måder. Og ofte er der mange, der spørger på IG og facebooksiderne, hvordan man fx laver en flad sammenhækling, når man skal hækle oldemorfirkanter sammen.

Når jeg designer hækleopskrifter, forsøger jeg på alle måder, at min designs ikke skal hækles (eller sys) sammen. Jeg har hæklet en del af andres opskrifter med sammenhæklinger og syninger, og jeg synes aldrig, at det bliver helt godt. Finishen er ikke helt god. Det bliver som regel grimt (efter min mening) og for stramt. Hvis man fx hækler sammen med en flad sammenhækling eller andre hækleteknikker, kan man naturligvis vaske og presse sammenhæklingerne så meget, at de ikke kan ses eller mærkes. Men fornemmelsen af sammenhæklingen vil stadig være der.

Som designer holder jeg meget af, at det meste helst hækles i et stykke, eller at man hækler delene sammen efterhånden, så de bliver en del af arbejdet. På denne måde vil "sammenhæklingen" være en del af designet og stort set usynlig.

Hvis jeg fx skal hækle oldemorfirkanter sammen, foretrækker jeg som sagt at hækle arbejdet sammen samtidig med, at jeg hækler den sidste rækker på hver firkant. Og jeg synes faktisk, at denne måde overruler alle de andre måder, da sammenhæklingen netop ikke en en decideret sammenhækling, men en del af hele arbejdet. Selvom man hækler oldemorfirkanter sammen med en flad sammenhækling, vil denne måde altid være bedre, da den egentlig ikke eksisterer.

Syninger bryder jeg mig slet ikke om, og undgår dem helst, hvis jeg kan. Syninger (og nogle gange også sammenhæklinger) kan gøre det færdige arbejde uelastisk og stift. For mig gælder det om at bevare elasticiteten i hæklearbejdet, og at finishen er i top.

Jeg hækler firkanter sammen på følgende måde:


1. Du skal hækle dem sammen undervejs, samtidig med, at du hækler den sidste række på firkanten. 

2. På den ene firkant væk fra dig har du hæklet sidste række, på den anden ind mod dig, har du ikke.

3. Du lægger de to firkanter ret mod ret.

4. Hækl nu en stangmaskegruppe.

5. SAMMENHÆKLINGEN: Der, hvor du plejer at hækle en luftmaske mellem stangmaskegrupperne hækler du istedet en kædemaske i den anden firkant, imellem stangmaskegrupperne spejlvendt. 

6. Hækl ny stangmaskegruppe og hækl igen en kædemaske ovre i den anden firkant mellem stangmaskgrupperne.

7.  I hjørnerne hækl 1 lm, 1 km i modsatte hjørne og 1 lm. 

8. Ved to og tre hjørner hækl 1 km i det ene hjørne, 1 lm og 1 km i det andet hjørne. Ikke noget i det midterste.

9. Nogle gange skal du kun hækle en kant (en side) sammen, til sidst 3 kanter på en gang


Ps. Husk at dette er den måde, jeg arbejder på. Jeg er ikke ude på at underkende andre måder eller andres måder at lave et flot design eller hæklearbejde med sammenhæklinger. Dette er min egen mening, og et indblik i den måde, jeg tænker og arbejder med min designs. Det er også et indblik i mine visioner for mit design for By C Gundersen.


Populære opslag