Hvorfor tage på hæklekursus, når man kan se billeder og videoer på nettet?


Der er efterhånden kommet rigtig mange (gratis) hækle- og strikkeopskrifter, som indeholder videoer eller trin for trin billeder, så man nemmere kan komme igang med opskriften. Og det er en skøn og fantastisk udvikling.  Man kan jo nærmest lære at hækle ved at kigge på youtube-videoer.

Og jeg er da også igang med at lave mig en youtube-videokanal med videoer af hækleteknikker, så jeg er ikke imod, at man finder teknikker og mønstre på nettet.

Som uafhængig hækledesigner er jeg på det seneste begyndt at holde en del hæklekurser rundt omkring i Danmark, og jeg vil derfor gerne fortælle jer, om værdien i at holde hæklekursus og komme ud og give sin viden videre LIVE. 

På sigt mener jeg, at intet kan have den samme værdi, som når vi er sammen om at lære nyt. Videoer og billeder er gode, men kolde og ensomme.

Når jeg er ude og undervise, oplever jeg den der fantastiske fælles glæde, når det fx lykkes for en nybegynder at knække koden for en stangmaske. Vi er sammen om det, og den stolte nybegynder bliver rost til skyerne.

Jeg oplever også en fælles nysgerrighed på teknikker, mønstre, garn mm. som ingen ville opleve ved at sidde hjemme foran skærmen og kigge på et billede eller en video.

Og sidst men ikke mindst er jeg sikker på, at det at få teknikker og mønstre vist på et hæklekursus sætter sig bedre i hukommelsen, fordi man som kursist adapterer underviserens tekniske bevægelser og der er menneskelig kontakt.

Begreberne og ordene som fællesskab, grin, latter, glæde, snak, samtale, ros, stolthed, nysgerrighed mfl. kan ikke på samme måde opleves ved skærmen, så derfor vil jeg opfordre alle jer skønne hæklere til at tage på hæklekursus en gang imellem, lære noget nyt og opleve denne glæde ved at være sammen med andre om det.

Jeg holder bl.a. et hæklekursus i april måned hoS Knitwork, hvor du som øvet hækler kan lære nye hækleteknikker. Læs mere her: http://knitwork.dk/haekleundervisning-for-oevede/





Populære opslag