Min hæklehistorie, del 1 - hvorfor begyndte jeg at hækle?

I dette år, 2018, er det ti år siden, jeg for alvor startede med at hækle. Jeg begyndte at hækle i 2008, før tragedien indtraf. Jeg lånte en hæklebog af min søster, og det satte noget igang i mig.

Og da jeg så kom ude for en meget meget stor familietragedie i 2009, der førte til en længere hospitalsindlæggelse, dernæst en indlæggelse på psykiatrisk hospital og efterfølgende en depression i de flere år efter, kom hæklingen mig til undsættelse.

Og ja hækling blev nærmest en besættelse, en redning midt i en kæmpe stor og dyb sorg med en masse skyld, skam og skuffelse.

Når jeg hækler, glemmer jeg alt omkring mig, og det er, tænker jeg, det, der gør, at jeg ikke mere er syg, men er i stand til at leve med alle følelserne og tankerne, både de gode og især alle de meget dårlige.

Det har egentlig aldrig været bevidst for mig, at jeg hæklede mig ud af tragedien, at jeg fik det pust eller frirum fra alle problemerne, så de ikke ramlede rundt i hovedet på mig hele tiden og gjorde mit liv til et helvede.

Jeg følte nemlig, at jeg var i helvede, og jeg kan stadig mærke følelsen. Den er ikke så langt væk. Men når jeg hækler forsvinder det hele, og jeg kan koncentrere mig om noget andet. Jeg bliver renset, og alle tankerne er ikke så insisterende.